Østrig (Golling og Obernberg) -

Tur til Østrig (10 dage 9 overnatninger)

Tur til Østrig med ophold på 2 forskellige hoteller.

Disse to hoteller har ikke danske værter, men værten på det ene hotel, har en far, der taler dansk, fordi han i en årrække var dansk feriebarn. Det ene hotel ligger i Golling (en skøn lille by nær Salzburg og det andet hotel i Obernberg nær Innsbruck (vil du se billeder fra Obernberg og området der, kan du gøre det her. Her er også billeder fra turen i 2017.

I Golling skal vi på tur rundt i byen, som har den smukkeste kirkegård med den mest betagende udsigt. Vi skal se vandfaldet og slugterne (cirka 10 km fra Golling) og så skal vi besøge vandslottet Hellbrunn og Salzburg med de smukke gamle bygninger bl.a. nogle meget smukke kirker og et palads. For vandrere er der utrolig smukke vandreture. Her har vi 4 overnatninger.

Det andet hotel er et bjerghotel i en lille landsby (obernberg). Der er 2 timers kørsel mellem de to hoteller. Den tur vil vi nyde, da vi kommer igennem de smukkeste landskaber og de mest charmerende små landsbyer. Her har vi 5 overnatninger.

Hotellet i Obernberg er smukt dekoreret indvendig med mange sjove og finurlige ting (her kan bruges lang tid på at "studere" og fotografere). I 2018 tilbragte vi en dag i Innsbruck. Der var så meget at se på og den gamle bydel (Altstadt von Innsbruck) var "et hit". Vi har mulighed for 2 vandreture på dette hotel med super god guide + vores egen vandretur.

St. James katedral er bestemt også et besøg værd. Den alphine zoo, som er den eneste af sin art i verden, kunne også være interessant. Men ellers så er forslag fra deltagerne på turen meget velkomne.

Turen (10 dage)  kommer til at koste 6498 inkl. ophold og ½ pension.

Hvis vi skal køre derned skal vi køre i to biler. Så der er en mere end mig, der også skal melde sig til at køre. Det er også muligt for dem, der ikke vil køre til Østrig, at flyve til Innsbruck og så vil jeg sørge for en lejet bil der. 

Kørsel afregnes med den der kører og kommer til at koste mellem 1500 og 1700 kr. alt efter hvem der kører og hvilken bil, der køres i.

Vi overnatter et stykke nede i Tyskland på et billigt men hyggeligt hotel (denne udgift afholder man selv, så du skal regne med omkring 250 kr. pr person for overnatning i delt dobbeltværelse inkl. morgenmad eller ca. 350 kr. for enkeltværelse). Det lille hyggelige hotel har gamle porcelænskander og kopper overalt.