Lidt om ”Rejsen for dig” og mig
Rejser med tryghed, samvær og nærvær!
Vil du gerne have mest muligt ud af din kør selv/rejs selv - ferie og vil du gerne have tryghed i form at danske værtsfolk på små hoteller og Bed and Breakfast ude i verden?
Eller har du lyst til at blive en del af et fælleskab på temarejserne, hvor vi rejser i små grupper på 6 - 8 personer?
Hvad enten du er til kør eller flyv selv rejser, eller til rejser i små hyggelige grupper, så vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med at finde den rejse, der passer lige præcis til dig.
Du kommer til at bo på små hyggelige danske hoteller og Bed & Breakfast. Jeg kan derfor garantere dig, at du kommer til at bo et trygt og godt sted hos danske værtsfolk, hvad enten du vælger et ophold på et lille hotel, et Bed and Breakfast eller du blot ønsker at bo på et værelse hos en dansk familie i kortere eller længere tid. Det er også muligt at leje en lejlighed eller et hus ejet af danskere, hvor der så ligger forslag til seværdigheder, spisesteder osv. på dansk.
Når du bor hos danske værtsfolk, har du mulighed for at få meget mere ud af din ferie. Du kan få vist spændende, ikke turistede steder, høre om hvor de lokale spiser (der er maden oftest bedst), få hjælp til praktiske ting, tage med værtsfolkene på udflugt, lære landet at kende og høre om de forskelle, der er i forhold til Danmark.
Er du glad og positiv, har et åbent sind, lyst til at møde nye spændende mennesker og få nogle dejlige anderledes oplevelser, ja så har jeg ”Rejsen for dig”.
Jeg har selv været ude at besøge (de fleste af) destinationerne, inden jeg sender nogen dertil. Jeg vil nemlig gerne sikre mig, at mine værtsfolk er åbne, udadvendte, servicemindede og har hjertet på rette sted.
Da jeg var i forsvaret (uddannet i Dronningens Livregiment, som sidste elev inden lukningen), var jeg nervøs for at rejse ud, da jeg hverken var god til sprog eller til geografi (vidste ikke engang, hvor landene lå i forhold til hinanden). Efter forskellige vikarjobs i forsvaret efter min uddannelse, gik jeg arbejdsledig et år og kom så på et aktiveringskursus. Der havde vi en dag en "coach", til hvem jeg skulle fortælle, hvad jeg var god til, hvilken uddannelse jeg havde, samt hvad der interesserede mig. Coachen skrev det hele op på tavlen og så skulle jeg tie stille og så måtte de andre deltagere på kurset komme med forslag til, hvad jeg så kunne "blive". Der kom mange forslag, men det første var "rejseleder" og jeg kunne bare mærke et stort "YES" inden i mig, da jeg før havde arrangeret kanoture på Lindenborg Å, fællespisninger m.m. Dagen efter havde jeg et cvr nummer og var i gang.
Foruden kør-selv/flyv-selv rejserne arrangerer jeg også temarejser. Hvis du elsker at male, kan du komme til Toscana på et malerkursus, hvor du er velkommen til at tage din (ikke deltagende) partner med og hvor du kun skal betale for din partners ophold og mad.
Er du til yoga, meditation og deeksha, kan du tage på yogaferie i Spanien og få stresset af og finde ro og balance. Her bliver maden lavet af økologiske råvarer og du vil efter en uge med yoga, meditation i Spanien vende hjem med fornyet energi.
På temarejserne er vi 6 - 8 deltagere, altså en lille gruppe hvor du både vil føle dig set og hørt. Her kan du mulighed for at skabe nye relationer/nye venskaber og du er også med til at bestemme, hvad vi skal se på turene.
Er du vild med at vandre, kan du også komme på pilgrimsvandring i Spanien.
Fordele ved "Rejsen for dig":
- Danskejet
- Danske værtsfolk på destinationerne
- Små hyggelige hoteller og bed and breakfast
- Rejser i små grupper
- Personlig betjening
- God service
- Fleksible åbningstider
- Ingen administrationsgebyr
- Medlem af rejsegarantifonden
Når du bestiller din rejse hos "Rejsen for dig", kan du være sikker på, at jeg vil gøre mit bedste, for at du skal blive tilfreds med dit valg af rejse og få en ferieoplevelse ud over det sædvanlige. Din/jeres rejse hos "Rejsen for dig" kan ikke bestilles med et klik. Jeg vægter den personlige service og betjening højt og vil derfor også rigtig gerne høre om dine/jeres forventninger til ferien.
Send en mail til Lillian[at]rejsenfordig[dot]dk eller ring til mig på 70225193 og lad os få en snak om den rejse, du kunne tænke dig. Har du lyst, er du/I også velkommen til at kigge forbi kontoret og få en kop kaffe og en snak om din rejse.
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2188