Ferie på skøn lille Kroatisk ø
Den lille havneby Postira ligger på en af de dejligste og største øer i den dalmantinske skærgård, nemlig øen Brac, Kroatien. Byen er en lille fiskerby med 2 supermarkeder, posthus, hæveautomater, marked, fiskeudsalg og gode strande. Her bor ca. 2000 indbyggere.
Her købte et dansk par et hus for 16 år siden og fik det renoveret, så det i dag fremstår smukt, indbydende og funktionelt.
Her er køkken, badeværelse, 3 værelser med senge der kan rykkes fra hinanden, hvis ikke man vil dele seng. I huset findes en mappe med diverse brochurer og kort over øen.
Her er også 2 dejlige terrasser og der er to kajakker, en havkajak og "sit on top" kajak, man gerne må bruge. Der er en svømmevest (70 - 80 kg) til rådighed.
Der er ikke wifi i huset, men der kan købes wifi SIM kort på posthuset eller i kiosken. Alle cafeer har wifi, eller man kan bruge "roam like home" hvis man har det i sit mobilabonnement.
Turistskat: I Kroatien skal hver person registrere sig som turist og samtidig betale en turistskat. Der anbefales derfor, at du/I går på turistkontoret nede i byen og medbringer dokumentation hvoraf navn og cpr fremgår (f.eks. pas). Takst: Voksen 7kuna (børn under 12 år gratis, unge 12 til 18 år halv pris) pr døgn. 1 kuna er ca. 1 kr.
Turistkontoret: Ligger centralt i byen og kan svare på spørgsmål vedr. diverse ture, afstande, åbningstider med mere. Har masser af brochurer.
Brac er kendt for sin gode vin - Bolski Plavac, olivenolie, sit delikate lammekød, sine krydderurter og ikke mindst de hvide sandsten.
Maden i Kroatien er en oplevelse. I højsæsonen skal man bestille bord, hvis man vil være sikker på at kunne spise omkring kl. 20:00.
Prisniveauet er lavt i forhold til DK. En espresso koster 10 kr., en øl ca. 12-20 kr, en pizza til frokost ca. 40-65 kr., og en treretters menu på en mellemklasse restaurant ca. 190 Kr. Det kan anbefales at man prøver de lokale "konoba'er" (ordet betyder oprindelig kælder/underetage, og er en betegnelse for en lille lokal restaurant) hvor der serveres ægte kroatisk mad i en stemningsfuld atmosfære.
Anbefales kan disse restauranter i Postira:
Konoba Gurstina, Restaurant Brazza, Restaurant/Grill Lipa og fiskerestaurant Dvor. I nabobyerne Dol og Splitska findes der også gode restauranter der er et besøg værd. Begge byer er i gåafstand fra huset ca. 2-3km.
Brac er kendt for sine dejlige landskaber og sin hyggelige atmosfære. Her er en del turister, men byen Postira har bevaret sit oprindelige liv, hvor de lokales dagligdag er en stor del af byens atmosfære. Postira har flere lokale strande med klipper og småsten. Ca. 5 km fra Postira ligger en dejlig sandstrand med ruiner fra antikken.
I Postira kan man nyde udsøgte hjemmelavede kroatiske retter samt drikke den lokalproducerede vin og likør. I juli og august er der et kulturelt program med underholdning rundt omkring i byen (se opslag på turistkontoret). Postira er en perfekt base for en familieferie og for dem som holder af at nyde lokal mad, vin og ægte middelhavsstemning.
Vejret er typisk middelhavsklima med varme og tørre somre og mild og fugtig vinter. Brac tilhører en af de absolut solrigeste steder i Europa med mere end 2750 soltimer om året, og den gennemsnitlige vintertemperatur er 9°C, og om sommeren er den 25-27°C. Infrastrukturen er vel udbygget, så det er nemt at køre rundt på øen i bil, på cykel eller scooter. Alt kan lejes på øen.
Der er 4 dejlige strande i byen. Den mest børnevenlige er Prje, som ligger på den vestlige side af Postira. Her er sandstrand og cafeen er åben i højsæsonen. To af strandene ligger tæt på centrum, og den sidste strand Mala Lozna ligger på den østlige side af byen. Alle strande kan nås inden for en gåtur på 10 min.
Cykler kan lejes på turistkontoret eller hos den lokale cykeludlejer tæt ved havnen. Der er skønne veje langs med kysten både mod øst og vest. Begge veje er uden øvrig trafik, men med skøn udsigt til havet og bjergsiden ovre på fastlandet. Cykelleje koster 75kr. pr dag. Turistkontoret har et fint kort med forslag til cykelruter rundtomkring på øen.
Gå en tur i olivenlundene der ligger oppe bag ved byen, og nyd udsigten ind til den maleriske lille by Dol. Dol er et besøg værd, en lille by med gode restauranter og et oprindeligt miljø.
Byen D. Humac midt på øen, er kendt for sine mange stenbrud. Her ligger galleri Jaksic, som absolut er et besøg værd. Galleriet har stenfigurer - store og små, stensmykker, malerier etc.
Gaden, Glavica, hvor huset ligger er en del af en god afmærket vandrerute tværs over øen fra Postira op over det højeste punkt på øen Vidova Gora, til den anden side af øen til byen Bol. Turen er ca. 13km og tager 6 til 8 timer. Ruten er ofte æselstier der går gennem smukke pinjeskove, olivenlunde med smukke udsigtspunkter undervejs. I huset ligger der et geodætisk kort hvor ruten er optegnet.
Der er ca 10 km til færge- hovedbyen Supetar. Turen går langs med kysten og lidt ind i landet.
Har man en bil til rådighed, skal man tage en tur til det ca. 500 år gamle kloster Blaca. Turen i bil tager ca. ½time, herefter går man ca. 1,5km i det meget smukke men ujævne terræn til klosteret (husk gode vandresko). Det er ikke muligt at køre i bil helt ned til klosteret! Der er rundvisning hver time. Klosteret var i brug indtil 1960´erne. Oplevelsen er absolut fantastisk med storslået udsigter undervejs.
Vandreturen til den flotte sandstrand Lovrecina er på ca 5 km. Hele turen går langs med klippekysten (med masser af bademuligheder), og er utrolig flot med udsigt over til bjergkæderne Mosor og Biokovo på fastlandet. På Lovrecina er der en restaurant/cafe der har åbent fra juni til midt september.
Dagstur til Omis: Omis ligger på fastlandet. Det tager ca. en time at sejle der til med en lille turistbåd fra Postira. Køb billetter på havnen og nyd sejlturen med en afstikker op ad floden Certina med stejle klippesiden på begge sider, samt en gåtur igennem Omis.
Dagstur til Dubrovnik: tag en hurtigbåd fra Milna om morgenen og få 5-6 timer i Dubrovnik.
Dagstur til Split: Tag bussen til Supetar, de er ofte koordineret med en færgeafgang til Split. Eller fang en taxa tæt ved Turistkontoret. Split er fuld af historiske bygninger, et stort marked, butikker osv.
Øen, Brac er ca. 50 km lang og 13 km bred, men vejene er smalle og snoede veje, så det tager lidt tid at komme rundt på øen. Indbyggertallet er ca. 14.500.
Navnet Brac optræder første gang på et kort fra år 400 som Brattia. Store dele af øen dækkes af pinjeskov og olivenlunde, alt sammen i smuk harmoni med de mægtige bjerge. Brac består for det meste af kalksten som er dannet i kridttiden for ca. 100 millioner år siden. Kalkstenen bliver brudt flere steder på øen og er berømt som Bracki Kamen (det hvide marmor). Det hvide marmor er bl.a. blevet anvendt til at bygge Diocletianuspaladset i Split, Det Hvide Hus i Washington og det svenske kongeslot.
Højeste punkt på øen er Vidova Gora 778m over havet. Her er en fantastisk udsigt over skærgården. Langt nede ligger Bol med den berømte strand Slatni Rat (Det gyldne Horn) - Kroatiens mest kendt strand. Den er karakteristisk med en odde, som ændrer form efter strøm og vind. Slatni Rat er en moderne turiststrand med alt hvad dertil hører af sejlende rekvisitter, barer, massage og musik! Den er på listen over de 10 flotteste strande i verden.
Norwegian flyver til Split fra Aalborg og København.
Mellem lufthavnen og Split er der regelmæssig busforbindelse. Pris 35 kr. Busserne stopper ca. 500m fra færgen til Supetar. En taxa mellem lufthavn og Split koster ca. 290 kr. Begge transportudgifter skal betales kontant! Der er vekselautomater i ankomsthallen.
Klik her for at se færgetiderne mellem Split og Supetar, Brac:
http://www.putovnica.net/en/transport/passenger-vehicle-car-ferry-split-supetar-brac-jadrolinija
Sejlturen tager 50 min. og koster ca. 40 kr. pr person og ca. 200 kr. pr bil.
Pris for en uge for 2 personer kr. 4500 kr.
For hver person ekstra koster det 200 kr.
Der er sengetøj/linned, håndklæder og viskestykker i huset.
Man skal selv gøre rent efter opholdet. På sigt bliver det måske muligt at betale sig fra det.